På Bo/Skole/Job kan du gå på STU. Det er muligt at bo på bo-kollegiet imens, men du kan også bo hjemme eller på et andet bo-sted.
STU står for Særligt Tilrettelagt Uddannelse. Det er for dig, der ikke skal gå på almindelig ungdomsuddannelse som fx gymnasiet eller teknisk skole. En STU er skræddersyet særligt til dig og uddannelsen varer 3 år.
STU kan indeholde forskellige fag og emner afhængig af, hvor du går på STU.
På Bo/Skole/Job handler STU mest om at blive klar til voksenlivet og til at have et arbejde. For at kunne det er der en række ting, der er vigtige at lære. Det er fx at kunne møde op på en arbejdsplads, modtage en arbejdsopgave, fastholde fokus på det du laver, samarbejde med dine kollegaer og færdiggøre den opgave du er i gang med.
Sammen med dig finder vi frem til, hvilken branche der passer bedst til dig, hvor mange timer det kan være passende at arbejde – og også om der er nogle arbejdshensyn, som er vigtige for dig. For at finde ud af det tager vi på virksomhedsbesøg og er i praktik sammen, vi prøver forskellige arbejdsopgaver og samarbejder. Hvis du bliver klar til det, er der også en periode, hvor du skal ud i praktik alene. Vi hjælper med at finde en praktikplads og også at du får en god start på virksomheden. Det kan være du skal lære, at tage bus eller cykle ruten til arbejdspladsen – og det er også en del af det, vi øver os på sammen.
De dage vi ikke er i praktik, arbejder vi med mange forskellige emner; samfundslære – herunder nyheder/medier, kend din by, borger.dk, Mit-Id og sikkerhed på nettet. Vi har fysisk træning og oplevelser i naturen, som styrker din fysik og troen på dig selv. Dansk og matematik arbejder vi med på et niveau, der passer til dig. Det handler meget om det, du skal bruge i hverdagslivet. Måske skal du have et budget over dine udgifter, der skal laves CV til Jobnet og måske skal vi finde ud af, om du skal have nogle hjælpemidler, så det med fx at kunne læse kan blive lettere for dig. For nogle er der også bo-undervisning som en del af STU. Det er fx at lære at lave mad, personlig hygiejne, tøjvask, rengøring og oprydning.
På STU har vi har også emner, der handler om det at være ung – fx om vigtigheden af god nattesøvn, om seksualitet, kæresteliv og hjernens udvikling. Vi tager på ture sammen til aktiviteter og oplevelser, der passer til årstiden.
På Erhvervsrettet STU på Bo/Skole/Job kan du afprøve alle brancher – fx:
Måske ved du allerede, hvilken branche du er mest interesseret i. Det kan også være, at du ikke ved det endnu – og så hjælper vi med at finde ud af, hvad vi skal starte med.
Vi er med dig hele vejen :o)
Læs mere i vores brochurer
Ring til Stine på mobil 24904402 eller på mail Stine@boskolejob.dk